Polyvagal teori
Polyvagal teori forklaret – derfor reagerer din krop, før du når at tænke
Har du nogensinde oplevet, at din krop reagerede, før du selv forstod hvorfor?
Måske begyndte dit hjerte at banke hurtigere, da nogen hævede stemmen.
Måske trak du dig fra en samtale, uden helt at vide hvorfor.
Måske frøs du fuldstændigt, selvom du bagefter tænkte:
“Hvorfor sagde jeg ikke noget?”
Mange tror, at disse reaktioner handler om manglende viljestyrke eller om at være “for sensitiv”.
Men i virkeligheden gør kroppen præcis det, den er skabt til.
Den forsøger at beskytte dig.
Det er netop det, polyvagal teori hjælper os med at forstå.
Hvad er polyvagal teori?
Polyvagal teori er udviklet af den amerikanske neuroforsker Stephen Porges.
Teorien beskriver, hvordan det autonome nervesystem hele tiden vurderer, om vi er i sikkerhed eller fare – ofte uden at vi er bevidste om det.
Denne ubevidste proces kaldes neuroception.
Neuroception er kroppens indre “scanningssystem”. Det registrerer konstant signaler fra vores omgivelser, fra andre mennesker og fra kroppen selv.
Det sker på brøkdele af et sekund.
Længe før den tænkende del af hjernen når at analysere situationen.
Derfor kan kroppen reagere, før vi når at tænke.
Dit nervesystem spørger hele tiden
Kroppen stiller ubevidst ét grundlæggende spørgsmål:
Er jeg tryg?
Hvis svaret er ja, kan kroppen bruge energi på at være nærværende, nysgerrig, lege, lære, fordøje mad og indgå i relationer.
Hvis svaret er nej, flyttes energien over på overlevelse.
Det er en biologisk mekanisme.
Ikke et bevidst valg.
Tre forskellige tilstande i nervesystemet
Polyvagal teori beskriver ofte nervesystemet som tre overordnede tilstande.
1. Tryghed og forbindelse
Når vi føler os trygge, fungerer den ventrale del af vagusnerven som en støtte for social kontakt.
Vi kan:
● være nærværende
● tænke klart
● mærke vores følelser uden at blive overvældet
● sætte grænser
● være nysgerrige
● skabe kontakt med andre
Det betyder ikke, at vi altid er rolige.
Et sundt nervesystem kan godt blive vredt, ked af det eller begejstret.
Forskellen er, at vi kan bevæge os tilbage til en oplevelse af tryghed igen.
2. Kamp eller flugt
Hvis nervesystemet registrerer fare, aktiveres den sympatiske del af nervesystemet.
Her gør kroppen sig klar til handling.
Pulsen stiger.
Musklerne spændes.
Åndedrættet bliver hurtigere.
Vi bliver mere opmærksomme på potentielle trusler.
Nogle reagerer med vrede eller irritation.
Andre bliver rastløse, bekymrede eller får svært ved at finde ro.
Det er ikke et tegn på svaghed.
Det er kroppen, der forsøger at beskytte os.
3. Frys eller kollaps
Hvis kroppen vurderer, at hverken kamp eller flugt er mulig, kan den gå ind i en mere energibesparende tilstand.
Her kan man opleve:
● følelsesløshed
● tomhed
● manglende energi
● afkobling fra kroppen
● svært ved at tænke klart
● oplevelsen af at være “lukket ned”
Denne reaktion bliver ofte misforstået.
Mange tror, at de er dovne eller mangler motivation.
Men ofte er det et nervesystem, der forsøger at beskytte sig mod noget, der opleves som for overvældende.
Vi bevæger os mellem tilstandene
En vigtig pointe er, at ingen af tilstandene er forkerte.
Vi bevæger os alle mellem dem.
Et sundt nervesystem er ikke et nervesystem, der altid er roligt.
Et sundt nervesystem er fleksibelt.
Det kan reagere, når der er brug for det.
Og det kan finde tilbage til tryghed igen, når faren er ovre.
Det er denne fleksibilitet, mange mennesker med udviklingstraumer eller langvarig stress har mistet.
Ikke fordi de gør noget forkert.
Men fordi deres nervesystem har været nødt til at beskytte dem gennem lang tid.
Derfor kan små ting føles store
Har du nogensinde undret dig over, hvorfor en lille kommentar kan ødelægge hele din dag?
Eller hvorfor en konflikt kan få dig til at lukke helt ned?
Polyvagal teori giver en mulig forklaring.
Hvis nervesystemet tidligere har lært, at bestemte situationer var forbundet med fare, kan lignende situationer i nutiden aktivere de samme beskyttelsesreaktioner.
Selvom du rationelt godt ved, at du er i sikkerhed.
Det betyder ikke, at du overdriver.
Det betyder, at din krop reagerer ud fra sine tidligere erfaringer.
Hvad betyder det for healing?
Når vi arbejder med et belastet nervesystem, handler målet ikke om aldrig at blive aktiveret.
Det handler om gradvist at udvide kroppens oplevelse af tryghed.
Det kan ske gennem trygge relationer, kropsbevidsthed, åndedrætsarbejde, breathwork, kropsterapi, yin yoga, natur, bevægelse og andre regulerende praksisser.
Det vigtigste er ikke at presse kroppen.
Det vigtigste er, at kroppen får nye erfaringer.
Erfaringer, der fortæller:
“Jeg er ikke alene.”
“Jeg må gerne være her.”
“Jeg er i sikkerhed lige nu.”
Over tid kan disse erfaringer være med til at styrke nervesystemets fleksibilitet.
Din krop er ikke imod dig
Hvis der er én ting, jeg håber, du tager med fra polyvagal teori, så er det dette:
Din krop forsøger ikke at gøre livet svært for dig.
Den forsøger at holde dig i live.
Når du forstår, at dine reaktioner er biologiske beskyttelsesmekanismer og ikke personlige fejl, bliver det ofte lettere at møde dig selv med nysgerrighed frem for kritik.
For healing begynder sjældent med, at vi presser kroppen til at ændre sig.
Den begynder ofte med, at vi lærer at forstå, hvorfor kroppen reagerer, som den gør.
Og derfra kan vi langsomt skabe flere oplevelser af tryghed, kontakt og frihed – både i kroppen og i livet.
Traumeorienteret breathwork
Breathwork kan være en nænsom måde at støtte dit nervesystem i at finde tilbage til en følelse af tryghed og forbindelse.
Gennem bevidst åndedræt, bodywork og støttende ord samt guidet regulering kan du langsomt hjælpe kroppen med at slippe noget af den spænding, der er blevet holdt i over tid.
Det handler ikke om at presse noget frem, men om at skabe et trygt rum, hvor kroppen i sit eget tempo kan lande, regulere og mærke:
“Jeg er her, og jeg er i sikkerhed.”
Jeg tilbyder yin yoga hold og traumeorienteret breathwork. Læs mere om herunder:
Kommentarer