Hvorfor sidder traumer i kroppen – og ikke kun i tankerne?

Når vi taler om traumer, tænker vi ofte på minder, tanker og følelser. Men traumer handler ikke kun om det, vi kan huske eller fortælle om.

Traumer kan også sætte sig som kropslige mønstre.

Måske spænder du automatisk i kæben, når du bliver presset. Måske holder du vejret, uden at opdage det. Måske har du svært ved at slappe af, selv når der egentlig ikke er noget, du skal være på vagt overfor. Måske oplever du, at din krop reagerer voldsomt i situationer, hvor dit rationelle sind godt ved, at du er i sikkerhed.

Eller måske har du en uforklarlig træthed, som ikke forsvinder, når du hviler.

Det er ikke, fordi der er noget galt med dig.

Det kan være kroppens måde at forsøge at beskytte dig på.

Kroppen lærer af det, vi oplever

Når vi oplever noget overvældende, aktiveres kroppens stress- og alarmsystemer. Det autonome nervesystem hjælper os med at reagere hurtigt, når noget føles farligt.

Vi kan eksempelvis gå i kamp eller flugt. Vi kan blive meget urolige, anspændte og handle hurtigt.

Men hvis situationen opleves som umulig at flygte fra eller kæmpe imod, kan kroppen også reagere med frys, kollaps eller tilpasning.

Disse reaktioner er ikke bevidste valg. De er automatiske overlevelsesstrategier.

Hvis et menneske gentagne gange oplever utryghed, afvisning, grænseoverskridelser eller følelsesmæssigt pres, kan kroppen med tiden lære, at verden ikke er helt sikker.

Det kroppen lærer, kan blive til mønstre.

Når alarmen bliver hængende

Et nervesystem, der gennem længere tid har været belastet, kan blive mere følsomt over for tegn på fare.

Det betyder ikke nødvendigvis, at kroppen konstant er i en høj stressreaktion. Nogle mennesker bliver i stedet mere følelsesløse, trætte eller afkoblede fra kroppen.

Man kan opleve:

● uro og indre rastløshed

● spændinger i kroppen

● overfladisk eller tilbageholdt vejrtrækning

● søvnproblemer

● hovedpine eller andre kropslige gener

● problemer med at mærke sult, træthed eller behov

● tendens til at overpræstere eller være konstant på

● følelsen af at være følelsesmæssigt afkoblet eller følelsesløs

● en vedvarende træthed eller udmattelse, som ikke forsvinder med hvile

● vanskeligheder med at mærke egne grænser

Det betyder ikke, at alle sådanne symptomer skyldes traumer. Kropslige symptomer kan have mange forskellige årsager og bør altid ses i den rette sammenhæng.

Men for nogle mennesker er kroppen blevet det sted, hvor tidligere erfaringer fortsat kommer til udtryk.

Kroppen reagerer, før tankerne når at følge med

Noget af det fascinerende ved nervesystemet er, at kroppen kan reagere, før vi bevidst når at tænke over, hvad der sker.

En bestemt tone i stemmen. Et blik. En konflikt. En lugt. En bestemt situation.

Noget kan føles bekendt for nervesystemet, selvom vi ikke nødvendigvis kan forklare hvorfor.

Det kan være det, vi ofte kalder en trigger.

En trigger er ikke nødvendigvis farlig i sig selv. Men den kan aktivere gamle beskyttelsesreaktioner, fordi noget i den aktuelle situation minder kroppen om noget tidligere.

Derfor kan reaktionen nogle gange føles meget større end det, der faktisk sker her og nu fordi kroppen reagerer på sin historie.

Interoception – evnen til at mærke sig selv

En vigtig del af kropslig traumebevidsthed er interoception.

Interoception handler om vores evne til at registrere signaler indefra kroppen – eksempelvis hjertebanken, vejrtrækning, spænding, sult, mæthed, varme, kulde og træthed.

Men interoception handler også om, at kunne registrere mere subtile signaler:

Har jeg lyst til det her?

Er jeg tryg?

Har jeg brug for en pause?

Er min grænse nået?

For nogle mennesker kan langvarig belastning gøre det vanskeligt at være i kontakt med disse signaler.

Man kan komme til at leve mere fra hovedet end fra kroppen.

Man mærker måske først, at man har overskredet sin grænse, når kroppen siger kraftigt fra.

Derfor kan det være vigtigt at arbejde med kroppen

Hvis traumer ikke kun handler om tanker og minder, giver det også mening, at heling ikke nødvendigvis kun skal foregå gennem samtale.

Samtaleterapi kan være en vigtig del af et traumeforløb. At forstå sin historie, skabe mening og sætte ord på det, man har oplevet, kan være dybt betydningsfuldt.

Men det er ikke nok kun at forstå.

Man kan godt vide:

“Jeg er ikke længere i fare.”

Og samtidig opleve, at kroppen reagerer, som om man er.

Det er her, kropsorienterede tilgange kan være relevante.

Gennem blandt andet opmærksomhed på kroppen, åndedrættet, bevægelse, langsomhed og kontakt med egne behov og grænser, kan man øve sig i igen at være til stede i kroppen.

Ikke for at tvinge kroppen til at slappe af.

Men for at lære den bedre at kende.

Heling handler ikke om, at få kroppen til at makke ret

Når vi arbejder med kroppen efter traumatiske oplevelser, er målet ikke at presse en bestemt reaktion frem.

Det handler heller ikke om, at få alle ubehagelige følelser til at forsvinde.

Tværtimod kan heling begynde med noget så enkelt som at kunne registrere:

“Lige nu spænder jeg i maven”

“Jeg holder vejret”

“Jeg har faktisk brug for at sige nej”

“Jeg bliver urolig, når du kommer tæt på”

“Jeg har brug for at sætte tempoet ned”

Det er små øjeblikke af kontakt.

Og netop kontakten til kroppen kan være en vigtig vej tilbage til kontakten med os selv.

Fra overlevelse til mere frihed

Traumer kan forme vores måde at være i verden på.

De kan påvirke vores relationer, vores grænser, vores selvopfattelse og vores måde at reagere på.

Men de behøver ikke definere os resten af livet.

Når vi begynder at forstå kroppens reaktioner som forsøg på beskyttelse frem for som fejl, kan noget ændre sig.

Måske kan du begynde at møde din uro med nysgerrighed frem for kritik.

Måske kan du begynde at lytte til spændingen i kroppen, før den bliver til smerte.

Måske kan du begynde at opdage, hvad du faktisk har brug for.

For kroppen er ikke din fjende.

Den har forsøgt at passe på dig.

Og nogle gange begynder vejen til mere ro netop dér – når vi holder op med at kæmpe imod kroppen og i stedet begynder at lytte til den.