Udviklingstraumer

Traumer handler ikke kun om det, der skete.

Når vi hører ordet traume, tænker de fleste på noget voldsomt.

En ulykke. Et overgreb. Vold. Krig eller en anden enkeltstående begivenhed, som er så overvældende, at den sætter dybe spor.

Men traumer er langt mere nuancerede end det.

Inden for den moderne traumeforståelse ved vi i dag, at et traume ikke alene handler om den begivenhed, vi har været udsat for.

Det handler i høj grad om, hvordan vores nervesystem oplevede situationen, og om vi havde en tryg voksen eller et trygt fællesskab, som kunne hjælpe os med at regulere de følelser og kropslige reaktioner, oplevelsen skabte.

Et traume er derfor ikke nødvendigvis det, der skete.

Det kan også være det, der aldrig skete.

Den trøst, der udeblev.

Den beskyttelse, vi havde brug for.

Den følelsesmæssige kontakt, som manglede.

Den voksne, der ikke havde overskud til at se eller forstå os.

Udviklingstraumer opstår i relationer.

Som børn er vi fuldstændig afhængige af vores omsorgspersoner. Ikke kun for mad, tøj og et sted at sove, men også for hjælp til at regulere vores nervesystem.

Et spædbarn kan ikke berolige sig selv.

Et lille barn kan ikke alene forstå store følelser som frygt, skam eller sorg.

Barnets hjerne udvikler sig i samspil med andre mennesker.

Når en voksen møder barnet med nærvær, tryghed og følelsesmæssig afstemning, hjælper den voksne barnets nervesystem med at falde til ro. Langsomt bliver denne evne en del af barnet selv.

Men hvis barnet gentagne gange står alene med sine følelser, begynder kroppen at finde andre måder at skabe sikkerhed på.

Det er her, udviklingstraumer kan opstå. Ikke nødvendigvis fordi forældrene var onde eller uegnede.

Men fordi de – ligesom så mange generationer før dem – måske selv bar på uforløste traumer, kronisk stress eller manglende følelsesmæssige ressourcer.

Kroppen husker det, hovedet har glemt.

Mange mennesker siger: “Jeg havde egentlig en god barndom" - det kan sagtens være sandt.

Måske var der ingen store konflikter.

Måske manglede der ingenting materielt.

Måske gjorde forældrene deres allerbedste.

Alligevel kan kroppen fortælle en anden historie:

Du mærker måske uro uden at vide hvorfor.

Du bliver hurtigt overvældet af konflikter.

Du føler ansvar for andre menneskers trivsel.

Du har svært ved at mærke dine egne behov.

Du har svært ved at slappe af, selv når alt er godt.

Du bliver perfektionist eller har svært ved at sætte grænser.

Disse mønstre opstår sjældent ud af ingenting. De er ofte udtryk for et nervesystem, som tidligt lærte, at bestemte strategier øgede chancen for tryghed og tilknytning.

Overlevelsesstrategier er intelligente.

Her er det er vigtigt at forstå, at der ikke findes “forkerte” reaktioner.

Børn gør altid det bedste, de kan, med de muligheder deres nervesystem har.

Nogle bliver de stille børn.

Nogle bliver de dygtige børn.

Nogle bliver dem, der altid hjælper.

Andre lærer at klare alting selv.

Nogle udvikler en stærk kontrol.

Andre kobler fra kroppen og følelserne.

Disse strategier bliver ofte en del af vores personlighed. Men de er ikke nødvendigvis udtryk for, hvem vi dybest set er. De er udtryk for, hvordan kroppen har lært at skabe sikkerhed.

Wilhelm Reich beskrev allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, hvordan psykiske belastninger også afspejles i kroppen gennem kroniske spændingsmønstre.

Senere har forskning inden for blandt andet tilknytningsteori, neurobiologi og polyvagal teori uddybet vores forståelse af, hvordan gentagne belastninger påvirker både hjernen, det autonome nervesystem og vores evne til at føle os trygge i relationer.

Derfor er forståelse ikke altid nok.

Mange oplever en lettelse, når de forstår deres historie, men indsigt alene ændrer sjældent et nervesystem.

Hvis kroppen gennem mange år har levet i alarmberedskab, hjælper det ikke nødvendigvis, at vi fortæller os selv, at vi er trygge.

Kroppen skal have lov til gradvist at erfare det.

Derfor kan kropsorienterede tilgange som traumeorienteret breathwork, nænsom bevægelse, yoga, kropsbehandling og andre traumeinformerede metoder være værdifulde supplementer til samtaleterapi.

De giver mulighed for, at kroppen – i sit eget tempo – kan opbygge nye erfaringer af sikkerhed, kontakt og regulering.

Det handler ikke om at presse kroppen til at give slip.

Det handler om at skabe de betingelser, hvor den igen tør gøre det.

Traumer skabt i relationer heales i relationer.

Når traumer er opstået i relationer, kan de også heles i relationer.

Det betyder ikke, at vi er afhængige af andre for at blive hele. Men det betyder, at vores nervesystem ofte har brug for nye erfaringer med tryghed, før det for alvor tør give slip på gamle beskyttelsesstrategier.

Heling sker derfor sjældent alene gennem forståelse eller viljestyrke.

Den sker ofte i mødet med et andet menneske, som kan være roligt, nærværende og følelsesmæssigt tilgængeligt.

Det kan være via traumeorienteret breathwork og andre former for traumeinformerede kropsterapi, hvor man langsomt bliver mødt uden at skulle præstere, forklare eller forsvare sig.

Det kan være i et venskab, hvor man oplever, at ens følelser ikke er for meget.

Det kan være i et parforhold, hvor man gradvist lærer, at nærhed ikke nødvendigvis fører til afvisning.

Det kan også være i fællesskaber, hvor man mærker, at man hører til.

Når vi bliver mødt med ro, empati og stabilitet, får nervesystemet mulighed for at erfare noget nyt: at kontakt kan være tryg, at følelser kan rummes, og at vi ikke behøver at være på vagt hele tiden.

Det er denne erfaring, der langsomt kan skabe forandring.

Ikke fordi relationen i sig selv “fikser” os.

Men fordi den giver kroppen mulighed for at lære noget, den måske aldrig fik lov til at lære før.

Heling begynder med medfølelse.

Når vi begynder at forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, sker der ofte noget vigtigt.

Selvkritikken bliver lidt mindre.

Nysgerrigheden bliver lidt større.

Vi opdager, at de mønstre, vi længe har kæmpet imod, måske engang var præcis det, der hjalp os med at overleve.

Det betyder ikke, at vi skal blive i dem, men vi behøver heller ikke skamme os over dem. For kroppen har aldrig arbejdet imod os.

Den har hele tiden forsøgt at beskytte os.

Og måske begynder heling netop dér – i mødet med os selv, hvor vi ikke længere spørger:

“Hvad er der galt med mig?”

Men i stedet spørger:

“Hvad har mit nervesystem forsøgt, at beskytte mig imod?”